Skuespiller. Født 1/11 1913, død 13/4 1980 - 66 år gammel.
Ansat som skuespiller og regissør ved Aarhus Teater i 1944 og blev der til 1951. Derefter tilknyttet skiftende scener i København, men var også engageret til gæstespil i provinsen, bl.a. i Odense, Århus og ved Aalborg Teater.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Han kan være jovial, vennesæl, vranten, kolerisk, hyggelig, tragisk, genert, brovtende. Men i alle hans tykkemands-figurer er der noget ægte hverdagsagtigt, noget let genkendeligt dansk, som hos et familiemedlem eller naboen på den anden side hækken.
Karl Stegger er essensen af dansk film, når den i årene 1950-80 er mest folkelig. I en filmkarriere, der strakte sig over tredive år, nåede han at spille 150 filmroller - og dermed overgås han i antal kun af Ove Sprogøe. Birollerne, både de minimale og de mere centrale, var Karl Steggers felt. Hans forskelligartede karakterer og præstationer danner i en vis forstand een helstøbt figur, hvor Stegger med stor ægthed fremstår som indbegrebet af den jævne danske mand. Dét er formentlig en hovedårsag til hans brede folkelige appeal.
Han kom sent til filmen, debuterede som 37-årig i kriminalfilmen "Smedestræde 4" (1950), hvor han har en lille rolle som en genert humpel af en jysk bondemand, der på et københavnsk værtshus betages af en luder (Grethe Thordahl). Ikke nogen stor præstation, men alligevel betegnende for Steggers evne til med enkle midler at finde det rigtige menneske bag selv tyndt skrevne bifigurer.
I den prototypiske ungdomsfilm "Farlig ungdom" (1953) er han igen jysk værtshusgæst i storbyen, men her svedende og døddrukken, med det tragiske liggende lige under den buldrende jovialitet. Han er kun med for at vise, hvor afsporet filmens ungdom er - Ib Mossin og hans kammerater ruller ham i en mørk port - men hans præstation gør scenen til en af filmens stærkeste.
Sit folkelige gennembrud fik han, da han overtog Ib Schønbergs rolle i den tredje film i Far til fire-serien, "Far til fire på landet" (1955). Det var meningen, at han blot skulle være midlertidig afløser for en syg Schønberg - og det var Schønberg selv der udpegede ham - men da Schønberg døde, blev rollen Karl Steggers. Han spiller Far i seks film i serien, og gør figuren til sin egen. Han er mere tegneserieagtig end Ib Schønbergs meget dæmpede fortolkning, men med hyggelig myndighed bliver han i høj grad seriens rolige centrum og bevarer værdigheden og kvaliteten i sit spil, selv da serien bliver mere og mere søgt og fjollet.
Sideløbende med Far til fire-serien blev han efterhånden fast birolle-inventar i 1950'ernes og 1960'ernes folkekomedier - ustandselig dukker han op som taxachauffør, politbetjent, radiotelegrafist, bondemand og alle hånde gennemsnitsdanskere. Kostelig er han også som menneskeæder i "Styrmand Karlsen" (1958), med et lystent øje til Bodil Udsen.
I Erik Ballings tre Poeten og Lillemor-film (1959-61) fik han plads til at gå mere i dybden som provinsslagteren, der udvikler sig fra brysk ungkarl, som græder, når han tænker på sin gamle mor, til Bodil Udsens noget mere afrundede ægtemand (i 1966 dannede han igen par med den lige så fyldige Udsen i den charmerende filmvaudeville "Tre små piger").
I de fire film i Støv-serien (1961-65) gør han god fyldest i ensemblet af sovebyboere, den både arrige og humørfyldte embedsmand Feddersen med den underkuede kone. Og han spiller nogenlunde samme karakter i de fire Min søsters børn-film (1966-71), som den hidsige nabo, der koster rundt med konen, når tingene går ham imod, hvad de konstant gør.
Som oftest maler han med folkekomediens brede pensel - enten jovialt hyggelig eller vredladen - men han giver en interessant dæmpet præstation som politimand i Erik Ballings meget stilbevidste kriminalfilm, "Døden kommer til middag" (1964).
Samme år er han et svært oplivende moment i Annelise Reenbergs romantiske herrgårdsfilm "Alt for kvinden" (også kaldet "Greven på Liljenborg") som en filistrøs, men vital direktør, der vil omdanne det herlige gods til sildekogeri. Og igen i 1964 får han et menneske ud af en af Peer Guldbrandsens marionetagtige figurer i "Premiere i helvede", hvor han er en jovial, men lidt for tørstig skuespiller.
Men det er hos Balling, at han fik karrierens eneste Bodil - for sin i starten slemt upopulære, men meget menneskelige vicevært i "Ballade på Christianshavn" (1971), en komisk præstation, der er lige så velturneret som han durkdrevne jyske skrothandler i "Olsen-banden i Jylland" (1971).
Han viser veloplagt knivskarp aggression som den trættekære jordbesidder i "Den forsvundne fuldmægtig" (1971). Men skal man pege på Steggers bedste rolle, må det blive hans tjener i Benny Andersen-filmen "Man sku' være noget ved musikken" (1972). Hér findes de fleste af hans facetter - det hyggelige, det sure, det melankolske, det jævne - i portrættet af en drømmer, der er bange for at gøre sin drøm til virkelighed. Året efter fik han sin første hovedrolle som præsten Søren Quist i Claus Ørsteds og Leif Petersens nyfortolkning af Blichers "Præsten i Vejlby". Filmen svigter figuren ved at lægge vægt på hans groft materialistiske træk (han vil gerne gifte sin datter Maren væk mod hendes vilje, hvis det kan betale sig). Men Stegger får alligevel givet sit brushovede en smuk menneskelig resignation i ulykken, da han først står uskyldigt anklaget for mord, f. eks. i replikken: "Jeg har skinnet imod mig."
I 1970'erne medvirkede han iøvrigt uden blusel i såvel de erotiske Sengekant-film som de hardcore-pornografiske Stjernetegn-film - ikke i de mest explicitte scener, men tit omgivet af både nøgne mænd og damer. Som han selv sagde: "Når en konservativ justitsminister kunne frigive pornoen, hvorfor i alverden skulle en gammel arbejdsmand fra Århus så ikke kunne være med i den?" (B.T., 1975). Men drag-rollen i "I tvillingenes tegn" (1975) blev karrierens lavpunkt.
Han fik sin anden hovedrolle som skipperen i Bjarne Henning-Jensens fiasko "Skipper & Co" (1974), men vil blive mere husket for sin selvbevidste arbejderbedstefar i "Johnny Larsen" (1979) - igen en perfekt afrundet bifigur, der emmer af stille autencitet.
Han sluttede karrieren med en lidt ligegyldig rolle som smeden i Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringen "Lille Virgil og Orla Frøsnapper" (1980) og døde få uger efter premieren - på det tidspunkt den mest produktive skuespiller i dansk film, og en af de mest elskede. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]