Peters hjemmeside

Om skuespillere / Komponister.

Skuespiller. Født 29/10 1897, død 8/7 1954 - 56 år gammel. Far til skuespillerne Ebbe Langberg (1933-1989) og Jesper Langberg (f. 1940).

Læste hos Peter Jerndorff og Henrik Malberg, men kom ikke ind på Det kgl. Teaters elevskole. Debuterede på Det ny Teater i 1917 og var engageret dér indtil 1933. Herefter ved skiftende teatre i sine fortrukne genrer, folkekomedien og operetten.

Sigurd Langberg debuterede på film i begyndelsen af 1920'erne og medvirkede i mindst otte stumfilm, dels hos Palladium og dels hos Nordisk Film.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Selv om han kun var i 30'erne, da han for alvor begyndte at husere som birolleskuespiller, huskes han ikke nogensinde at have spillet en yngre mand.


Alderens pondus har altid fulgt ham i hans mange roller som bistre eller joviale borgermænd, tyranniske gårdmænd, opfarende direktører, landboere med indtil flere ræve bag øret (som i "Bolettes Brudefærd" (1938) og "Biskoppen" (1944)), svedne plattenslagere eller poliske spekulanter. Men han kan også være en politimand, der falder ind i den skrappe Nyhavns-tone i "Afsporet" (1942). Ligeledes kan han være rar og hjertelig - som i Carl Alstrup-filmen "Peter Andersen" (1941), hvor han er direktør Andreasen med en passion for grønne planter.


Som type hører han fortiden til med sin robuste, eftertrykkelige, uigennemskydelige facon, der - hvad enten den er hyggelig eller durkdreven - passer som fod i hose til folkekomedien og forenes med en diktion, man heller ikke hører længere. Der er ikke plads til mange nuancer i hans energiske spil, der fra starten lægger sig ret tæt op af revykongen Frederik Jensens, men hans kompetence er lige så indiskutabel som hans manér.


Blandt hans klart bedste og mest moderne præstationer er det meget spiddende portræt af den anløbne kommunalpolitiker i satiren "Vejrhanen" (1952), en snedig rad udi egen indbildning, åndeløs af iver efter at gøre en god politisk studehandel. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]


De Foto er lånt fra Det danske Filminstitut.