Skuespiller. Født 28/5 1884, død 4/11 1972 - 88 år gammel. Søn af en brændevinsbrænder og den yngste i en børnflok på 15. Gift tre gange.
Efter at have læst hos Peter Jerndorff debuterede han i 1905 på Dagmarteatret. Johannes Meyer fik en omfattende scenekarriere og har været engageret ved skiftende teatre gennem hele sin karriere: 1907-16 Folketeatret, 1916-18 Det ny Teater, 1918-23 Dagmarteatret, 1923-26 atter på Det ny Teater, 1926-36 div. revyer, Nørrebros Teater og Betty Nansen teatret, 1936-41 Folketeatret igen, 1941-53 og 1960-63 Det kgl. Teater.
I 1953 fik han bevillingen til Regina-biografen i Århus, som i 1960 blev ombyttet med bevilling til Metropol-biografen i København.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Han står i almindeligt omdømme side om side med den jævnaldrende Poul Reumert som 1900-tallets betydeligste mandlige teaterskuespiller.
På film er Meyer dog Reumert klart overlegen i alsidighed, dybde og ægthed. Modsat Reumert skabte han sine roller indefra, med 'hjerte og følelse', som han selv sagde. Det blev relativt sjældent til hovedroller (Meyer var 49, da han tonefilmsdebuterede), men hans samlede filmindsats rummer en nærmest utrolig spændvidde, lige stærk i tragik og humor, dæmpet komedie og grotesk farce, hverdagsdrama og noir-stiliseret krimi.
Hverken på film eller teatret var han kræsen i sit rollevalg, og han kunne ikke forvandle alt til guld. Men hans naturlige pondus, hans berømte sprukne rivejernsstemme, der så ofte rummer et ekko af noget længselsfuldt og sørgmodigt, hans umiddelbare virile følelsesfuldhed og hans frodige karakteriseringsevne placerer ham som dansk films centrale birolleskuespiller ved siden af Ib Schønberg.
Han var en meget anvendt stumfilmsskuespiller, debuterede efter alt at dømme omkring 1908-9 og ydede en stor præstation som hustyrannen i en af Carl Th. Dreyers bedste film, hverdagsdramaet "Du skal ære din hustru" (1925).
Tonefilmskarrieren indledtes med flittig medvirken i de lettere infantile farcer - en folkelig linie, han allerede havde afstukket på teatret med langtidssuccesen "Styrmand Karlsens Flammer", hvor Kaptajn Hammer nok blev hans populæreste rolle nogensinde (ca. 30 år efter kom han til at spille rollen på film i Annelise Reenbergs lidt tamme udgave).
Først i "Rasmines Bryllup" (1935) fik han en film-hovedrolle, som hidsigproppen blikkenslager Mikkelsen, en forrygende morsom bravourpræstation af næsten absurdistisk vælde. Hans blikkenslager er en af de groteske fabelskikkelser i dansk film - snart en orkan af snerrende arrigskab, snart et vrag af krybende paranoisk mistænksomhed. Meyers bevidst teatralske spil virker meget moderne i sine barokke, lidenskabelige excesser, og det er tankevækkende, at hans teaterpræstation som Cyrano de Bergerac, der blev stærkt kritiseret af samtiden i 1917, siden er blevet genvurderet af andre vidner og bedømt som forud for sin tid.
Næste hovedrolle kom i et af 1930'ernes få realistiske dramaer for voksne, Benjamin Christensens "Skilsmissens Børn" (1939), hvor han illuderer udmærket som teenageren Grethe Holmers elskede kunstmalerfar med det lidt for varme forhold til datteren. I Johan Jacobsens debutfilm "Under Byens Tage" (1939) er han Liva Weels medspiller i hendes bedste dramatiske scene på film - et sødmefuldt vemodigt møde mellem gamle kærester (hvad Meyer og Liva da også var!).
Han indleder 1940'erne som den syrlige skoleinspektør i Herman Bangfilmen "Sommerglæder" (1940) - "Der er vel vand til os andre!", som han bittert bemærker, da der kommer rødvin på bordet.
Også hans befippede værdighed i en scene med Chr. Arhoffs spilopmager i Johan Jacobsens "Tag det som en mand" (1941) er utrolig grinagtig. Her er han godsejer, en genkommende rolle. Men han var lige så godt hjemme i den lurvede plattenslagerrolle, f. eks. i Benjamin Christensens "Gå med mig hjem" (1941), en hovedrolle i samspil med Bodil Ipsen. Denne karaktér kunne han næsten for godt, for noget lidt tungt udtværende sniger sig ind.
En hovedrolle - og en langt bedre - har han også i den velspillede folkekomedie "Tag til Rønneby Kro" (1941) som kroejeren, der skriver sine erindringer om sin fortid som overtjener på Maxim omkring århundredeskiftet. Et portræt fuld af lune og varme.
I "Frk. Kirkemus" (1941) spiller han med ynde andenviolin i forhold til Poul Reumerts vellykkede elskerfigur, og i "Afsporet" (1942) leverer han sit første filmportræt af en forsumpet eksistens, den glimtvis grandiose, fordums organist, kaldt Bessefar. Tilbage i komediegenren lægger han i "Hans Onsdags-Veninde" (1943) megen følelse i rollen som far til Bodil Kjers søde Istedgadepige.
Bodil Ipsen gav sin nu 60 år gamle kollega en elskerrolle i noir-krimien "Besættelse" (1944), hvor Berthe Qvistgaards femme fatale i sort silkekjole bliver hans undergang. - En af hans fine, dæmpet intense præstationer.
I "Det kære København" (1944) udkæmper han derimod en tabende strid med manuskriptets ordrige flovser om en overretssagfører med fordøjelsesbesvær. Men derpå når han et højdepunkt i Johan Jacobsens "Soldaten og Jenny" (1948) som Jennys småborgerfar med de skuffede ambitioner - så dybt og veltalende forbitret over sit spildte liv, at hans klagesange får et isnende tragikomisk skær.
Han var nu ved at nå den alder, hvor rollerne ofte bliver mindre.
Han er stout sømand i "Støt står den danske sømand" (1948); spritter i "Café Paradis" (1950); en imponerende Zeus i "Mød mig på Cassiopeia" (1951); livsklog pastor i "Det sande ansigt" (1951); pletfri prokurist i "Fodboldpræsten" (1951), en særlig underfundigt underspillet præstation; og - allerbedst - en menneskekærlig værkbruden gårdejer i "Ta' Pelle med" (1952), der er en ofte forbløffende blanding af melodrama og børnefilm.
Her spiller Meyer en hovedrolle, og det gør han også i "Vejrhanen" (1952), en af hans mest overraskende og helstøbte: den fredelige naturelsker lektor Nielsen, der vækkes til kommunalt oprør, da vejrhanen på det nærliggende kirketårn forstyrrer hans nattesøvn. Meyer lægger lagret ironi og lune i dette stilfærdige akademikerportræt.
Han demonstrerer i "Den gamle mølle på Mols" (1953) kunsten at gøre bittesmå roller store: som fæstekontormand har han en uforglemmelig scene med sukkende udpakning og stønnende inspicering af en madpakke med deprimerende indhold. Et mesterstykke af højkoncentreret galgenhumoristisk karakteriseringkunst.
I Erik Ballings "Vi som går køkkenvejen" (1953) har han nogle af sine mest overdådigt hysteriske, eksplosive raserianfald som en dagbladshumorist, der er en plage for sine omgivelser inden dagens spalte er skrevet. En stik modsat type spiller han i Annelise Reenbergs "Hendes store aften" (1954), hvor han ikke behøver mange scener for at få publikum med sig som Helle Virkners rare, diskret beundrende vicevært. Og som Christian 4. gør han en sen, men højst effektfuld entré i Ballings "Kongeligt besøg" (1954) og er klart det bedste ved denne røvere- og soldaterhistorie.
Herefter kniber det med interessante opgaver, selv om han får vist sleben stilfornemmelse som alderdomsbandeleder med springkniv i "Støvsugerbanden" (1963) og elegance som skibsrederfirmaets tro tjener i Erik Ballings forsøg på en Lubitsch-komedie "Hvis lille pige er du?" (1963). Hans far-figur i Knud Leif Thomsens Herman Bangfilm "Tine" (1964) bevæger sig i mere traditionelt patetiske baner.
Et overblik over Johannes Meyers filmkarriere viser, at mangfoldigheden er svimlende. Det er svært at forestille sig, hvad han ikke kunne spille. Umiddelbart lå kun udpræget gemene, visne personligheder uden for hans felt. Ellers bød en enestående generøsitet og professionalisme ham at fremstille alle sider af det menneskelige væsen. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
De Foto er lånt fra Det danske film Filminstitut.
