Karen Jønssons bedsteforældre indvandrede i 1884 fra Skåne til Nørrebro, hvor Karen Jønsson voksede op i en musikalsk håndværkerfamilie. Allerede inden skolen spillede hun populærmusik efter gehør. Som tiårig begyndte hun at komponere og fik klaverundervisning hos nogle af tidens kapaciteter med henblik på optagelse på Musikkonservatoriet. Skønt hun senere vendte tilbage til den klassiske musik, følte hun, at jazzen var hendes “naturlige Rytme”, og sprang fra undervisningen som 15-årig. Hun kom i huset og senere i forretning, men spillede samtidig til selskaber, og efterhånden blev den rytmiske musik hendes levevej. Hele sit liv var hun uhyre flittig, og foruden barengagementer tog hun klaverelever og komponerede.
I 1929 blev Karen Jønsson gift og koncentrerede sig et par år om hjemmet. Men kunstnerlivet trak, og hun opsøgte komponisten Kai Normann Andersen. Han fandt hendes melodier for amerikanske og rådede hende til at skrive mere folkeligt, men hjalp hende til scenen. 1930-33 optrådte hun på forskellige kbh.ske teatre, hvor hun begejstrede anmelderne med sin blanding af skyhed og “djævleblændt Rytme”. Ægtefællen billigede ikke hendes ambitioner, og de blev skilt. I 1933 udkom sangen Lille Pige, vil du jazze med mig?, der blev uhyre populær, i 1934 Femøresvalsen, Jeg maa for Ma’ men ikke for Papa og Kærlighed, og i 1935 kom Hvorfor er Lykken saa lunefuld som nodeblad, fuldstændig upåagtet. 1933-34 turnerede hun i de store provinsbyer, og i 1935 blev hun pianist og komponist i den antinazistiske kabaret Maa vi være her? Den fik dårlige anmeldelser, men Karen Jønsson blev rost til skyerne, hun fik bl.a. B.T.s Gyldne Spore og fortsatte i flere kabaretforestillinger. Samme år blev Karen Jønsson gift med en kendt motorsportsmand og dandy, og nu fulgte de festligste og mest succesombruste år i hendes korte tilværelse. De melodier, der endnu forbindes med hendes navn: I Aften, Han kommer og banker og Hvorfor er de saa besværlige var alle med i Hornbækrevyen 1936, hvor Børge Rosenbaum og Karen Jønsson sad ved klaveret. Ved premieren engagerede filminstruktøren Alice O’Fredericks hende som komponist og skuespiller til filmselskabet ASA Film. Men da filmen En fuldendt Gentleman i 1937 fik premiere, fik den en hård kritik, den nye stjerne en lunken modtagelse, og en anmelder skrev, at ikke én eneste melodi ville blive en landeplage – men endnu 60 år senere spilles Hvorfor er Lykken saa lunefuld hver dag et eller andet sted i Europa. Til filmen Frøken Møllers Jubilæum, 1937, skrev Karen Jønsson Vi skal ud paa Eventyr i Sneen og Would You Miss One Little Kiss, hun medvirkede i Alarm, 1938, og skrev musikken til I Dag begynder Livet, 1939. Som filmskuespiller og slagerkomponist blev hun landskendt og figurerede ofte i medierne, i sin sportsvogn, under flyvetimer, chik og altid på vej til noget. Hun optrådte i Stockholm og Oslo, i radioen, fik nye filmtilbud og indspillede talrige plader, også med andres numre, og skrev kontrakt med Polyphon. Din Melodi og Garbo, bare jeg var digudkom i 1938, og Tante Rikke blev samme års landeplage, angiveligt fordi den var “100 pCt.s dansk”.
I 1938 blev en jazzrapsodi af Karen Jønsson købt i England, men hun fulgte det ikke op, idet endnu en skilsmisse tog hårdt på hende, og hun drog igen til provinsen. Imens angreb bladet Jazz hende for at mangle talent, og en længere polemik nåede dagspressen. Næsten et år senere kom en afdæmpet Karen Jønsson tilbage til København Hun fulgte signalet fra Tante Rikke-succesen, skrev marcher og vandresange og lod sig ofte interviewe i forklæde som for at lægge afstand til det smarte image. Men der kom ingen acceptable tilbud, og hun åbnede en pianobar i Brolæggerstræde, der endte i stor gæld. Med et engagement som barpianist i Stockholm forlod hun nytårsaften 1939 endegyldigt Danmark og udtrykte lettelse over at slippe for misundelsen i København Hun faldt til på den elegante bar, hvor hun især spillede variationer over de svenske valse og viser, hun havde lært som barn, optrådte flere gange i radioen og fik udgivet både gamle og nye numre. I 1940 blev hun gift med en svensker, men de blev skilt to år efter. Karen Jønsson havde ikke set familien i Danmark siden 1939 og glædede sig derfor til at optræde på National-Scala i december 1942. Kontrakt og visum var i orden, men hun fik galopperende lungebetændelse kort før afrejsen og døde efter et par døgns bevidstløshed. Vedholdende rygter ville vide, at hun drak og begik selvmord af ulykkelig kærlighed til en kvinde. Intet peger i den retning, men hendes pikante udseende og ukonventionelle privatliv kan have virket dekadent på samtiden.
Karen Jønsson var meget samvittighedsfuld og prøvede at yde sit bedste i alle roller, som pianist, komponist, skuespiller, danser og husmoder, og det distraherede hendes uomtvistelige musikalske talent. Hun var tidens mest fremtrædende kvindelige populærmusikkomponist i København, og hendes melodier var rappe og iørefaldende. Men hendes popularitet skyldtes først og fremmest en udstråling, der ikke kommer til udtryk hverken på lærredet eller på pladeindspilninger, men opstod, når hun sad over for sit publikum.