Skuespiller. Født 1/11 1890, død 12/5 1967 - 76 år gammel.
Autodidakt skuespiller med en omfattende scenekarriere.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Den danske folkekomedies populære maskot fik i reglen kun ganske små roller. Med sit runde ansigt, hvor de små, men opmærksomme øjne nærmest forsvinder bag smil, er han indbegrebet af dansk hygge og vennesæl jævnhed. Den "lille mand" helt uden falbelader.
Han er blevet kaldt 'det evige postbud', og landpostbudet, der kommer indenfor og får en tår kaffe, er da også en typisk Henry Nielsen-rolle. I Annelise Reenbergs vellykkede folkekomedie "Den gamle mølle på Mols" (1953) er det hans stemme, der i stedet for fortekster præsenterer de medvirkende og herunder konstaterer: "Der har vi jo mig selv som landpost for 117. gang".
Han har dog lige så tit spillet politibetjent, togbetjent, vicevært, portner, ølkusk, tjener eller købmand, figurer, der gerne repræsenterer et vellykket kompromis mellem troværdighed og genrekonvention. Hvis han ikke er i uniform, er han i brun kittel, men han har normalt god tid og lader sig aldrig koste rundt med af autoriteter. Replikkerne falder altid med imponerende naturlighed og musikalitet. Han genkendes med det samme, men bagefter kan det være svært at huske, hvad han spiller i hver enkelt folkekomedie. I mange år tog man det heller ikke så nøje med at få ham krediteret på forteksterne, men han har i hvert fald medvirket i mindst 120 film.
Han har altid i interviews hævdet, at han begyndte sin karriere hos Nordisk Film i 1911. Det må have været som statist. Den første film, hvor hans medvirken kan verificeres, er farcen "Den store Gevinst" fra 1918. I 1920'erne er han med i de fleste Fy- og Bi-film, mens rollerne i 1930'erne fortsat er ganske små og som oftest ukrediterede.
I 1940 er han del af det store persongalleri i Herman Bang-filmatiseringen "Sommerglæder". Her ses han første gang som landbetjent af den hyggespredende slags, der cykler hen og underretter hotellet om, at der er mange potentielle gæster med færgen. I 1943 er han igen gemytlig lokal politimand i kriminalfilmen "Kriminalassistent Bloch", en af hans første biroller med lidt substans. Han har det med først at ankomme til kroen, når slagsmålet er forbi. Opklaringen af et mord i den lille by overlader han gerne til titlens kriminalassistent fra København. Mord hører til i storbyen. Som han siger: "På landet ser folk så rare ud, det gør opklaringen vanskeligere".
Sin eneste hovedrolle spillede han i 1947 i Astrid og Bjarne Henning-Jensens børnefilm "De pokkers Unger". Her er han den nye vicevært, der først mødes med skepsis fra ejendommens børn, der ikke er vant til venlighed fra viceværter. Han vinder dog børnenes tillid og får sat aktiviteter i gang for dem. Her passer hans meget fordringsløse, underspillede manér perfekt til rollen - denne vicevært er ingen selvbevidst pædagog, blot en hyggelun baggårdspragmatiker, og først mod slutningen nærmer figuren sig det sukkersøde.
En fin lille rolle har han det følgende år i Johan Jacobsen og Soyas bidske "Tre år efter", som sognerådsformanden, der ikke vil have noget med tidligere værnemagere at gøre. På mødet, hvor et flertal genindsætter værnemageren Ib Schønberg som direktør for byens fabrik, virker hans protestudtræden af bestyrelsen så meget des stærkere, fordi han meddeler den med sædvanlig venlig Henry Nielsen-mine.
I julehyggefilmen over dem alle, "Fra den gamle købmandsgård" (1951), danner hans lokomotivfører komisk par med Rasmus Christiansen, en beslægtet slidstærk birolletype. I modsætning til denne betjener Henry Nielsen sig aldrig af den kunstige sjællandske dialekt, der er lidt for udbredt i dansk folkekomedie. Kernedansk småborgerhygge og kølige pilsnere til overmål er der også i "Ved Kongelunden" (1953), hvor han igen har en af sine lidt større roller. Han er kolonihaveejer, næsten en naturvækst i sådanne omgivelser, gift med Inger Lassen og med Ib Schønberg som naboen, han konstant småskændes med.
Kun en enkelt gang har han spillet skurk. I den ellers lidt tamme komedie "Tre finder en kro" (1955) leverer han en af filmens bedste præstationer som svindelagtig købmand. Hvor det i "Tre år efter" var principfasthed, der viste sig bag det joviale ydre, er det her fup og svindel.
I 1960'erne, hvor helbredet begyndte at svigte, blev rollerne igen helt små. Han sagde selv, at man nu nærmest havde ham med som maskot - i hvert fald var han en kær overlever fra folkekomediegenrens storhedstid i det foregående tiår.
Der er noget mærkeligt skyggeløst over hans væsen, uforanderligt som solskin gennem alle årene. Som når han i "Naar Katten er ude" (1947) stilfærdigt hyggesnakker tyveknægten Buster Larsen fra at udføre sit kriminelle forehavende. Ærkedansk snusfornuft parres med ægte elskværdighed, når Henry Nielsen får alt til at glide. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]